Den danske oversættelse af ”The Compleat Angler”
- Den Fuldkomne Fisker
Dette er historien om udgivelsen af ”The Compleat Angler” på dansk. Det skete under den tyske besættelse af Danmark i 1943, kun tre uger før samarbejdspolitikken led sit endeligt, og udgivelsen var ingenlunde et stilfærdigt projekt. Det var fyldt med drama, der er en god roman værdig.
Idéen
Den 9. januar 1942 var der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Lystfiskeriforeningen. Eneste punkt på dagsordenen var forslag fra bestyrelsen, der lød: ”Udgivelse af en oversættelse af Izaak Waltons ”THE COMPLEAT ANGLER” på selve forfatterens fødselsdag d. 9. august 1943”. Manden bag idéen og forslaget var ingeniør Paul Hauton, der allerede d. 29. august 1941 havde fremlagt sine tanker bag forslaget overfor bestyrelsen. Bestyrelsen havde derefter på det førstkommende bestyrelsesmøde nedsat et udvalg til at arbejde med sagen. Udvalget bestod af Rudolf Rasmussen, Poul Holsøe, Carl Glindeman-Nielsen, Ove Blumenhagen og Poul Hauton.
På generalforsamlingen indtog Poul Hauton talerstolen og argumenterede for forslaget. Han henviste til det særnummer af Lystfiskeri-Tidende, der var udkommet i anledning af Waltons 300-års fødselsdag i august 1893, og som var skrevet af datidens førende ferskvandsbiolog, Arthur Feddersen. Han sagde, med henvisning til et billede af Izaak Walton på forsiden af netop det nummer, blandt andet: ”Det er betegnende, at dette Billede indsat netop som Indledning til Lystfiskeri-Tidende, er den Bog hvori vor gamle Forenings Historie gemmes. Det er, som om Foreningen ved denne placering har givet sig ind under Izaak Waltons Førerskab, har sat ham som Præses” (fører)”. Selve Poul Hautons yderst velformulerede argumentation til generalforsamlingen fylder ikke mindre end 10 sider, og er sine steder tillige poetisk. Den komprimerede begrundelse, som var blevet forelagt bestyrelsen lød: ”Det centrale i mit Forslag er dog, at det er Nordens ældste Forening netop indenfor Izaak Waltons Interesseområde, Lystfiskeriforeningen, der gør det som en Hyldest til den Mand, der ved sin Bog har vist Generationer Skønheden i vor Passion. Den vil skabe Opmærksomhed herhjemme om vor gamle Forening, som her gaar ind for et sjældent Kulturarbejde, og sidst, men ikke mindst, vil vore Broderlande Island, Norge, Sverige og Finland vende Blikket mod Danmark.” Den økonomiske side af sagen redegjorde Poul Hauton også for. Det var tanken at bogen skulle udgives i 3.000 eksemplarer i en smuk udgave. Udvalget havde et nært samarbejde med direktør Erik Halkier, Martins Forlag, der samtidig var medlem af Lystfiskeriforeningen, hvorfor der var opnået meget gunstige betingelser. Lystfiskeriforeningen skulle stå som udgiver, og skulle sørge for oversættelse, illustrering og klicheer. En udgift, der højst ville andrage 5.000 kroner, svarende til under en tredjedel af de samlede omkostninger. Bogladeprisen var 16 kroner, men foreningens medlemmer kunne få bogen til en pris af 14 kroner samtidig med, at disse eksemplarer ville blive nummererede og med navneliste. Poul Hauton opfordrede de fremmødte til at samles om denne kulturopgave. Interessen havde været stor, og der var fra Norge allerede indløbet bestillinger.

Der udspandt sig herefter en debat blandt medlemmerne. Enkelte var direkte imod, og mente ikke foreningen skulle sætte penge i forehavendet. Andre, specielt Ludvig Svendsen, mente ikke, ud fra egne erfaringer, at bogen kunne sælge mere end 1.500 eksemplarer. Flertallet var dog blevet overbevist, og læge Moesmann udtalte, at bogen ville blive en kulturel gevinst. Ved den efterfølgende afstemning stemte 33 for udgivelsen, mens 19 stemte imod. Enkelte undlod at stemme. Efter generalforsamlingen modtog Poul Hauton uopfordret flere bestillinger på bogen. Det blev aftalt, at udvalget løbende skulle orientere medlemmerne om forløbet af arbejdet.

Arbejdet og bestillingerne tager fart
Projektet var ambitiøst, så der blev lagt mange kræfter i at finde de rigtige personer til arbejdet. Til selve oversættelsen af teksterne indgik man en bindende aftale med Kai Friis-Møller, der udover at være forfatter, tillige var journalist og oversætter. Illustrationerne skulle udføres af Ib Andersen, der var en meget anset tegner, og som gennem en årrække blandt andet tegnede for Politiken. Til at trykke bogen valgtes det meget velrenommerede trykkeri Bianco Lunos Bogtrykkeri i København. Mens arbejdet skred frem, blev der afholdt månedlige frokostmøder blandt de involverede. Poul Hauton deltog på Lystfiskeriforeningens vegne. På møderne fremviste blandt andet Ib Andersen sine forslag til tegninger, men Kai Friis Møller først ville aflevere sit endelige oversatte manuskript til sidst. På disse møder fik både Kai Friis Møller og Ib Andersen udbetalt forskud på deres salær. Når der blev modtaget en forudbestilling, skulle der betales 10 kroner. Beløbet var en god finansieringskilde til arbejdskapitalen. Hauton og Halkier havde en intern konkurrence om, hvem der kunne tegne flest. De havde begge gode forbindelser, så det gik forrygende med forudbestillingerne. Hauton skrev en masse breve, og tegningerne indløb fra de besynderligste steder. Selv steder, man på daværende tidspunkt nok ikke havde adgang til. Efterfølgende indrømmede Hauton da også, at han selv havde tegnet dem, da han regnede med, at de pågældende ville have tegnet sig, hvis de havde haft muligheden. Bog nr. 100 blev tegnet pinselørdag 1942 af O. Devantier ude på Furesøen. Nærmere bestemt Stavnsholtbanken. Devantier havde fået en pæn gedde på krogen. Halkier, der nærmest havde fået rygtet som ”kidnapper” af medlemmerne, øjnede på lang afstand sit næste offer og nærmede sig langsomt. Devantier havde i sin iver ikke lugtet lunten og inviterede Halkier over for at hjælpe med at gaffe gedden, lidet anende, at den næste, der skulle gaffes, var ham selv. I begejstringen over en flot 10 punder, mistede han lidt af dømmekraften og i glæden over fangsten, var han nok villig til hvad som helst. For da Halkier kravlede tilbage i sin båd, havde han Devantiers bestilling med sig. Først lidt senere, da Devantier var blevet sig selv, blev han klar over, hvad der var sket, men der var Halkier ”over alle Bølger”, som Hauton efterfølgende udtrykte sig.
Panik før deadline
Frokostmøderne og arbejdet tog i løbet af foråret 1943 form, og bogtrykkeren begyndte først på sommeren at rykke Kai Friis-Møller for et manuskript, så de kunne starte med at sætte bogen. Til sidst var trykkeriet nødsaget til at sætte en frist, hvis man skulle overholde deadline, som var den 9. august. Da denne deadline udløb, kunne Kai Friis Møller ikke levere noget, og projektet var på et tidspunkt kaos. Hauton var rystet, Halkier rasende og truede med retssag mod Friis Møller. De nærmere forhold kendes ikke, men bølgerne gik højt. Alt var på plads, men manuskriptet manglede. Der skulle findes en ny oversætter, og valget faldt på Johanne Kastor Hansen, som Halkier kendte, og han vidste, hun tidligere havde oversat engelske tekster fra 1600-tallet. Problemet var, at hun ikke kendte til fagudtryk indenfor lystfiskeri, men hun blev overtalt på betingelse af, at sange og digte oversattes af en anden. Det blev forfatteren Otto Gelsted, som fik opgaven. Med en ukuelig arbejdskraft lykkedes det Johanne Kastor Hansen på et par uger, ved næsten at arbejde i døgndrift, at få oversat bogen. En oversættelse som hun, trods nogle fejl, høstede stor ros for. Så var der kun den tyske censur, som bogen skulle igennem. Tyskerne har nok rystet nok lidt på hovedet ad, de ”tosser” der ville udgive dansk oversættelse af en over 300 år gammel engelsk fiskebog. Den gled ubesværet gennem.

Udgivelsen på 350 års dagen
På selve dagen d. 9. august stod Vestenvinden ind gennem Store Kalv, så planen med at sejle fra Holte til Jægerhuset blev aflyst. Man gik i stedet ud til Jægerhuset, hvor der blev holdt en stor fest. Hele den samlede danske verdenspresse var til stede, da det var begrænset, hvad den kunne skrives om på grund af den tyske censur. Ved festen overrakte Poul Hauton et eksemplar af bogen til formanden Gotthold Krag, men inden festen var forbi, skulle han ind til ”Statsradiofonien”, hvor han skulle berette om udgivelsen i den bedste sendetid. Noget større besvær med at komme i radioen har der nok ikke været. Generaldirektør for Statsradiofonien, Frederik Emil Jensen, der selv var en ivrig lystfisker, var også medlem af Lystfiskeriforeningen. Desuden var lystfiskeri noget, der blev skrevet en del om i aviserne, og mange af datidens ”kendisser” optrådte ofte med lystfiskeri.
Forordet til bogen er skrevet af Poul Hauton. Han indleder med en fortælling fra en auktion, afholdt i London marts måned 1909, hvor et eksemplar af første oplag af ”The Compleat Angler” blev solgt for over 1.000 pund sterling. Oplysningen er taget fra en notits i Lystfiskeri-Tidende i november 1909. der er sakset fra det svenske blad ”Frän skog och sjö”, men i Lystfiskeri-Tidende fremgår det tillige, at prisen var 1.085 pund og køberen var en Mr. Quaritch. Hvad Haution ikke nævner er, at det ikke var første gang, et eksemplar var under hammeren, Faktisk blev der d. 23. marts 1907 betalt ikke mindre end 1.290 pund for et tilsvarende eksemplar. Det stod at læse i Lystfiskeri-Tidende oktober 1907. Her havde redaktøren sakset oplysningen fra ”The Fishing Gazette”. Datidens førende engelske fiskeblad.

Flere oplag i samme år
Første oplag var på 2.500 eksemplarer. Heraf var de første 1.000 nummererede med navneliste. Bog nr. 1 og 2 blev foræret til henholdsvis kongen, Chr. X, og daværende Kronprins Frederik (senere d. IX). De resterende bøger blev revet væk i så højt tempo, at det kun var københavnske boghandlere, bogen nåede ud til. Inden udgangen af 1943 var bogen trykt i 4 oplag.
Af navnelisten i de 1.000 nummererede eksemplarer fremgår mange kendte lystfiskernavne fra tiden, men utroligt nok rummer den også tegninger fra steder i verden, som Danmark på daværende tidspunkt ikke var i kontakt med. Af listen fremgår blandt andet ”The Fishing Gazette”, som Hauton mente var interesseret i et eksemplar. Hvad deres interesse i en dansk oversættelse af bogen var, kunne man kun gisne om. Hautons evner til at iscenesætte bogen fornægtede sig imidlertid ikke. I oktober 1945, da der igen var normal kontakt til England, var der en artikel i ”The Fishing Gazette” med overskriften ”Hvordan Izaak Walton hjalp modstandsbevægelsen i Danmark”. Her fortæller Hauton om bogens tilblivelse, og den får ikke for lidt. Det er ren reklame for Danmark, blot få måneder efter at General Montgomery havde udtalt, at den danske modstandsbevægelse var: ”Second to none!” (Se artiklen i The Fishing Gazette her)

Pressen var også begejstret for bogen.
Politiken skrev: ”Bogen er at se paa en af de smukkeste, der i en Aarække har ligget på en Anmelders bord. Saa fint kan det gøres”.
Berlingske Tidende: drager sammenligninger med Boganis og skriver direkte til Walton: ”Mon ikke du og Boganis havde kunnet jage og fiske sammen? Ogsaa Boganis kunde glemme Bøsse og Hund for Pen og Papir, ogsaa han kunne glemme at skyde for at nyde Naturens sælsomme Luner”
Social-Demokraten mente:” Her er Forklaringen paa, hvorfor engelske Politikere ikke arbejder om Lørdagen, men tager bort for at fiske, Disse Afbrydelser giver friske Kræfter, giver Ro i Sindet.”
Silkeborg Socialdemokrat skrev kort og godt: ”Alle litterært interesserede, og alle Sportsfiskere maa takke Lystfiskeriforeningen for det Initiativ den har taget.”
Ekstrabladet havde en hel side d. 10. august med fotos fra festaftenen, men den 19. august var der i avisen en kronik om bogen, skrevet af Kai Friis Møller. Manden der skulle have forestået oversættelsen, men i stedet havde taget ”fusen” på projektet. Kai Friis Møller anfører blandt andet, at Johanne Kastor Hansens oversættelse er lidt for inkonsekvent, da hun havde ”fordansket” nogle af fiskearterne. Otto Gelsteds oversættelse af digtene synes han er for ujævne, og Poul Hautons forord kalder han ”sekterisk i tonen, men dog priselig fuld af oplysninger”. Det er som om, der var noget, som skulle betales tilbage.
Kai Friis Møller holdt sig ellers ikke tilbage i sine oversættelser. ”Mandaley”, et meget berømt digt af Kipling, som senere blev en meget ønsket sang i Giro 413, er oversat af Kai Friis Møller. I den originale tekst omtales ”paddels chunkin”, som er skovlbladene på en hjuldamper. Det er oversat til ”pagajens dunken”. Fremdriften på en hjuldamper har næppe været med pagajer, og de har sikkert ikke dunket. Kunstnerisk frihed har mange ansigter.
Selvom anmelderne var begejstrede, anfægtede flere dog, at ordet ”pissemyrer”, som Walton vitterlig skrev, kun blev oversat som ”myrer”. Formodentlig har det været Poul Hauton, som har fået det ændret, da ordet ”pis”, efter hans opfattelse måske ikke hørte hjemme i munden på én mand som Walton. Noget af oversættelsen er som tidligere nævnt heller ikke korrekt, da Johanne Kastor Hansen ikke havde den fornødne indsigt i lystfiskeri og fiskenes biologi. Desuden havde hun arbejdet under et ufatteligt tidspres.
Hvad de færreste nok ikke ved er, at den daværende formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Christian Lottrup Andersen, allerede havde oversat et afsnit af bogen, som var blevet bragt i julinummeret af Sportsfiskeren i 1941. Oversættelserne var næsten identiske, men hvor Johanne Kastor Hansen anvendte tiltaleformen ”De”, anvendte Lottrup Andersen ”du”. Kastor Hansens form med ”De” er nok den mest korrekte, da Venator ofte i dialogerne tiltaler Piscator med ”Sir” eller ”mester”.
Eftertiden
Bogens samlede oplag frem til i dag, er på over 80.000 eksemplarer. Et imponerende antal i forhold til et land af Danmarks størrelse. Sidste og 12. oplag fra Martins Forlag udkom i 1981. En ting som undrer, og som først er blevet kendt lagt senere, er, at der på side 289 i 12. oplag fra 1981 optræder en vignet af et sovende pindsvin. Forklaringen skulle være, at Hauton ikke brød sig om placeringen og fik den fjernet, inden bogen gik i trykken. Ib Andersen var rasende, men sagen kom aldrig videre. I 1981 var både Poul Hauton og Ib Andersen døde. Erik Halkjær har sikkert syntes, det var på tide den lille fyr kom med og placerede den i det sidste oplag, som hans forlag udgav. Fra 1992 overtog Gads Forlag rettighederne, og i 2019 udsendte Lindhardt & Ringhof bogen i et større format med forord af Uffe Ellemann-Jensen og efterskrift af Kjeld Hillingsø. Uden at anfægte de herrers kvaliteter, så er det nok ikke det, der skal til for at skabe fornyelse omkring bogen. I stedet burde man gennemgå oversættelsen, og aflive nogle af de værste ”knaster”, da det aldrig er gjort. Et arbejde der ville pynte, inden næste udgave forlader trykken. Det fortjener bogen og ikke mindst Izaak Walton.
Heinz Gerhard har skrevet en bog om tilblivelsen af Den Fuldkomne Fisker på dansk. Du kan se forsiden af bogen under Bøger