Den Fuldkomne Fisker
- Lidt om handlingen og bogen
En beskrivelse af handlingen i Den Fuldkomne Fisker, skal vi af gode grunde afholde os fra. I stedet anbefales det, at du selv læser bogen, men gør det, når du har god tid og læs den i ”små bidder”, der er meget at tænke over. Det er nemlig ikke blot en bog om fiskeri, men også om mennesker og natur i 1600-tallets England.
Nedenstående er et delvist kort uddrag af Arthur Feddersens artikel i Lystfiskeri-Tidende fra 9. august 1893, hvor han skriver om Izaak Walton og om bogen.
Den første udgave af ”The Compleat Angler” fremkom 1653, altså da Izaak Walton var i den modne alder af 60 år, og det er naturligvis udbyttet af mange af sine iagttagelser ved og tanker om fiskeriet, han har nedskrevet. Bogen har også en undertitel, nemlig ”Den tænksomme mands forfriskende adspredelser, en samtale om floder, fiskedamme, fiske og fiskeri”. 1676 udkom allerede den femte udgave af bogen, og da Walton ikke selv mente at kunne skrive godt nok om fluefiskeriet, henvendte han sig til sin ven Charles Cotton, som han havde kendt i mange år, og bad ham skrive et tillæg om dette emne. Cotton gik gerne ind på at imødekomme sin ”Fader” Waltons ønske, og det kunne han gøre, fordi han var dennes lærling og havde den samme sans for naturen og poesien som Walton. Forholdet mellem dem var så fortroligt, at de gensidigt brugte ordene ”Fader og søn”. Fra den femte udgave ledsages ”The Compleat Angler” altid af Charles Cottons vejledning til at fiske ørred eller stalling i klart vand.
Allerede i den anden udgave af Waltons fiskebog indføres den form, som siden blev den almindelige. Walton skrev oprindelig sin vejledning i samtaleform mellem to personer; men i anden udgave føres samtalen mellemtre, nemlig imellem en lystfisker, en jæger og en falkejæger under navnene Piscator, Venator og Auceps. For at give en forestilling om bogens indhold, gengives den summarisk i den følgende.
Samtalen indledes med ytringer af hver sportsmand, der roser netop hans egen idræt. De mødes majdags morgen ved Tottenham Hill, Piscator indhenter nemlig Venator og Auceps, og efter at de har hilst på hverandre, ønsker han, at de alle kan følges ad. Et stykke vej lader det sig gøre, og Venator fortæller i samtalens løb, at en lille forretning og ønsketom en større fornøjelse er anledningen til hans udflugt. Når hans forretning er til ende, vil han bruge en dag eller to til at jage efter oddere. Piscator siger hertil, at han også ønsker at have en dag eller to til at jage disse skammelige udyr, som han inderligt hader, fordi de holder så meget af fiske, og han tilføjer, at efter hans mening burde alle de folk, som holder odderhunde, have pension af det offentlige. Som svar spørger Venator skælmsk om hans mening overfor ræve, som færdes i folket, og om han ikke lige så gerne vil have dem ødelagt, da de visselig volder endnu større ulykke ende odderne. Piscator undviger den politiske hentydning ved at svare, at om rævene volder ulykker, er disse ikke så store for ham og hans kollegaer, som de, odderen volder dem. Da derpå jægeren og falkejægeren taler ringeagtende om fiskeriet, siger Piscator, at det er såre let at gøre nar af den slags adspredelser, når man kun sidder inde med en smule vid, blandet med anlæg for drilleri og selvtillid. De bliver enige om, at enhver af dem skal fremføre, hvad han kan, til ros for sin idræt, og der følger så en samtale om jagt falkneri og fiskeri; Naturligvis er Piscators forsvar det udførligste, og det ledsages af en mængde henvisninger til ældre og yngre forfattere, der just ikke er synderligt morsomme, men som røber megen læsning om emnet. Piscator anvender også et digt af Sir Henry Wotton, som skrev det, da han var over 70 år gammel, mens han en sommeraften sad ved en flodbred og fiskede, og Walton tilføjer, at dette digt gled lige så let og sødt fra hans pen, som hin strøm endnu flyder, ved hvilken det blev digtet.
Auceps forlader snart de andre, og da Piscator og Venator når et gæstgiveri, forfrisker de sig med ”Et borgerligt glas for alle de odderjægere”, som Venator skal mødes med den følgende dag, og ”for enhver ven af medestangen”. Venator foreslår nu Piscator, at også han skal møde ham den næste dag og tilbringe den med at jage efter oddere. Til gengæld vil Venator så tilbringe de to følgende dage sammen med Piscator og ”ikke tage sig andet for end at fiske og snakke om fiske og fiskeri”. Piscator tager mod tilbuddet og lover at være på samlingspladsen før solopgang. Her ender den første dag.
De følgende dage bliver en gennemgang af mange forskellige fisk og fiskeriet efter dem, men her skal man gøre sig selv den tjeneste at læse selve bogens kapitler.
Den femte og sidste dag står alle meget tidligt op, afgør værtindens regning, drikker endnu et glas sammen og skilles. Venator følger mesteren til London og modtager megen god lærdom om fiske og fiskefangst, men de glemmer ikke at søge ind på en vinstue, hvor de nyder en gang yndet drik, sammensat af sød spansk vin, mælk, appelsin og sukker, en drik (sack-posset), som sammenlignes med nektar og som de er enig i at erklære ”alt for god for alle andre end for lystfiskere”. Mesteren og lærlingen tager så afsked med hinanden i det de lover, at de snart vil mødes hos Charles Brandon i Golden Lane i London, hvor Venator skal købe sine fiskeredskaber.
Cottons bidrag
I 5. udgave af bogen tilføjes Charles Cottons bidrag om fluefiskeri. Et bidrag han efter sigende kun anvendte 10 dage på at skrive. I lighed med Waltons bidrag er også Cottons bidrag en samtale mellem 2 mænd – Piacator og Viator. Nu mødes de på hesteryg og Piscator inviterer Viator til Beresford Hall og indvier ham i fluefiskeriets ædle kunst gennem samtaler og ved fiskeri i floden Dove. Cottons del af bogen indeholder 12 kapitler, hvor der for hver måned i året beskrives hvilke fluer, som anvendes.
Bogens engelske titel
Bogens engelske original titel ses ofte både som ”The Compleat Angler” eller ”The Complete Angler”, men hvilken er den rigtige?
”Compleat” er den ”rigtige” originale gammeldags stavemåde som Izaak Walton anvendte. Denne stavemåde forsvandt i slutningen af det 18. århundrede, hvor man begyndte at skrive ”Complete”. Så anvender man ”compleat”, er man en smule finurlig, og med brugen af ”complete” er man mere moderne. Helt i Waltons ånd anvender vi ”compleat”.